Pilgrimsrejse til hellige steder, ære af helgener, omfavne hellige læresetninger

Pilgrimsfærd til hellige steder, ærbødighed over for helgener, omfavnelse af hellige lærdomme

 - Refleksioner over "Mingda"-pilgrimsfærden

 

“Mingda” er den ærefulde titel for Leo Chen, administrerende direktør for TVCMALL

 

I begyndelsen af september opstod en unik mulighed, og jeg følte mig æret over at begive mig ud på en særlig rejse. I løbet af øjeblikke med tøven og overvejelser sejrede min indre intuition over fornuften. Jeg besluttede at lægge arbejde og bekymringer til side og tilmeldte mig denne ”pilgrimsfærd”.

 

 

Første stop – bjerg Emei, det buddhistiske helligdom

Vores rejse startede med et besøg på bjerg Emei i Sichuan-provinsen, kendt for sine imponerende tinder og harmoniske templer, hvilket har gjort det til et buddhistisk tilflugtssted. Det, der ramte mig mest, var praksis med ”tre skridt, et buk”. Selvom jeg tidligere havde følt en forbindelse til buddhismen, havde jeg aldrig knælet og budt ære for et buddhabillede. Men inspireret af vores lærers vejledning og rejsefællerne, sluttede jeg mig til rækkerne af dem, der udførte knæfald. Processen varede cirka en til to timer. I begyndelsen rystede mine ben under knæfaldene, og regnen gjorde jorden våd. At bukke med panden mod jorden blev fortroligt, og jeg stødte nogle gange på små pøle. Efterhånden begyndte mine knæ at gøre ondt intensivt. Selv for en, der sjældent græder, var oplevelsen rørende. Tårer blandet med regn løb ned ad mit ansigt.

I den sidste fase så vi endelig den majestætiske skikkelse af Bodhisattva Samantabhadra, virkelig imponerende. Jeg fandt senere ud af, at det er en af verdens største bodhisattva-statuer, bygget for over 500 millioner RMB. Ubevidst steg en følelse af ærefrygt og medfølelse op i mig. Jeg kunne ikke lade være med at beundre de lokale troendes utrættelige hengivenhed (vores guide fremhævede den udbredte religiøse tro i området). Efter at have fuldført ”tre skridt, et buk”, udførte hele gruppen en ”fuld hengivelse”. Dette dybede min forståelse af hengivelse og gjorde mig mere villig til at praktisere den. Gennem denne handling oplevede jeg ”at bruge det falske til at dyrke det sande”: ved at antage ”det falske udseende af knæfald” slap jeg for nogle afhængigheder, blev mere respektfuld, ydmyg og medfølende.

 

 

Andet stop – Seda, ”gylden frihed” på tyrkisk

Vores andet stop var Seda, et utemmeligt tibetansk område uden verdslige forstyrrelser. Her blev jeg dybt rørt af udfordringerne ved højdesyge og oplevelsen af at se en himmelsk begravelse. Seda, med sit højeste punkt på 4.500 meter og et gennemsnit på 4.127 meter, var både spændende og krævende. Jeg havde det helt fint om dagen, men om aftenen fik jeg et voldsomt hovedpineanfald. Min ubehag fik mig til at tvivle på, om der var noget alvorligt galt med min sundhed. Jeg udholdt natten, og næste dag følte jeg mig bedre. Men denne smertefulde oplevelse efterlod et varigt indtryk og fik mig til at indse, at jeg ikke havde taget godt nok vare på min krop. Det blev tydeligt, at jeg måtte foretage nogle umiddelbare ændringer. Smerte er virkelig livets mest indflydelsesrige lærer. For de fleste falder råd i døve ører, og først når de oplever betydeligt ubehag, er de villige til at ændre sig. I Seda så jeg også en himmelsk begravelse, en ritual, som vores guide fremhævede som ”den mest betydningsfulde gave i et tibetaners liv, det sidste tilbud af ens fysiske væsen”.

Ved disse ord blev jeg dybt rørt. Mit indre havde en dyb respekt for de afdøde. Liv og død, indrømmede jeg, er alvorlige anliggender. At forstå dem er at stige op på et højere perspektiv i, hvordan vi ser på mennesker og situationer, og tillade frigørelse og udvikling af vores bindinger. I Seda så jeg også et uforglemmeligt syn: et hav af omhyggeligt arrangerede røde huse, et spektakulært syn, sjældent set i Kina eller endda resten af verden. Dette hav af røde huse er beliggende ved Fem Videnskabers Buddhistskole, Kinas største tibetanske buddhistiske institution. Dybt præget af historie er det et skarlagenrødt vidnesbyrd om tro, hvor vågnede sjæle finder ro.

 

 

 

 

Tredje stop – Qingcheng-bjerg, hellig daoistisk helligdom

Vores tredje stop var Qingcheng-bjerg, en af Kinas hellige daoistiske helligdomme. Miljøet her var ekstraordinært gavnligt for vækst, hvor selv en plantet stok ville slå rødder. Det var en idyl for både flora og mennesker. Det, der resonerede mest med mig, var de overjordiske udsigter fra bjergtoppen og den overvældende følelse af renhed og klarhed i luften. Selvom jeg tidligere havde set mindre skalaer af fortryllende scener, var det sjældent at møde et så omfattende og pragtfuldt panorama. Det fik mig til at tænke: Hvad hvis vores indre landskab spejlede denne fortryllende tilstand, med sådan klarhed, rummelighed og ro? Med en sådan tilstand ville vi være mindre bundet af verdslige bekymringer, leve som udødelige—uden bekymringer, i ro og uden at vente på noget. Påvirket af den oprigtige atmosfære i vores gruppe tillod vogteren af porten på toppen venligst vores hold at stige op til den øverste vindeltrappe, ”Laojun Ge” (normalt ikke tilgængelig for offentligheden). Jeg fulgte holdet og tilbragte næsten en time der, og følte dybt, at energien i sådanne højder er anderledes end andre steder. En blid brise strøg mit ansigt, hvilket gav en særlig forfriskende og stimulerende følelse. Det er svært at beskrive præcist, hvordan det var anderledes, men jeg kan kun beskrive det som ”uforklarligt vidunderligt”. Vores lærer, Luo, havde tidligere rådet mig til, at min familie og jeg skulle klatre flere bjerge og nå højere steder. Gennem denne rejse fik jeg en svag indsigt i hans ord. Faktisk er udsigterne og følelserne i højderne unikke, især når man besøger et sted, der betragtes som ”helligt”, en af de Ti Store Huler, et af Kinas fire centrale daoistiske bjerge og et af de Fem Store Udødelige Bjerge—Qingcheng-bjerg har virkelig sin egen charme.

 

Mine tanker og refleksioner

Gennem hele rejsen er jeg utrolig taknemlig over for lærer Fan for at formidle en dyb lære gennem den måde, han lever sit liv. Han har ladet os se den bedste form for undervisning i vores umiddelbare nærhed og vist den tidløse visdom om, at handlinger taler højere end ord.

 

Jeg takker også lærer Fan for at dele fangende historier og hjælpe os med at navigere i vores tvivl og usikkerhed. Når jeg lyttede til disse historier, fik jeg nogle gange en dyb fornemmelse af klarhed og oplysning, der subtilt løste nogle af de dybt forankrede spørgsmål og dilemmaer i mig. Bemærkelsesværdigt har nogle udsagn efterladt et varigt indtryk: tillad dig selv at være ægte, tillad andre at være sig selv; betragt hver udgift som en oprigtig gave; erkend, at ægte åndelig vækst starter med vores tanker og intentioner; forstå, at den bedste form for undervisning er at gøre børn til deres mest ægte versioner.

 

Gennem den uge lange rejse udviklede vi os fra fremmede til en tæt sammenhængende gruppe, hvor alle følte en overflod af godhed, glæde og medfølelse. På denne vej opdagede jeg, at mit indre stille og roligt dyrkede større venlighed, glæde og medfølelse. Det blev klart for mig, at ”positiv energi deles gensidigt og kan endda forstærkes”. Samtidig slog en ny ambition rod i mig – en længsel efter at så frø af godhed og udsende positivitet. Når jeg aktivt bidrager til visionen om ”At skabe en mere generøs og blomstrende verden”, har jeg lært at sætte pris på den dybe indflydelse af positive intentioner.

 

Pilgrimsfærd til hellige lande, ærbødighed over for ærede figurer og optagelse af guddommelige lærdomme. For at opnå et rent land, skal man først rense hjertet. Med et rent hjerte bliver Buddhaens land også rent.