Den store løfte lyser som en lampe, og løftets rejse ender aldrig

Starten: Overvinde alle hindringer for at drage til bjerg Jiuhua

Under Er Yue Er Long Tai Tou (den dag hvor dragen løfter sit hoved efter månekalenderen) begav jeg mig igen på en femdages pilgrimsfærd til bjerg Jiuhua, efter at have lyttet til skæbnens kald.

Da jeg skulle beslutte, om jeg skulle deltage i årets begivenhed, tøvede jeg som sædvanlig, fanget af bekymringer og usikkerhed. Først ved nytårsfesten, under indflydelse fra både indre og ydre kræfter, tog jeg endelig min beslutning. Når jeg ser tilbage på mine tidligere beslutninger i kritiske situationer, må jeg indrømme, at jeg ofte kæmpede med bånd og forstyrrelser og ikke klart kunne se den rigtige vej. Det førte mig til at træffe forkerte valg, og gradvist drønede jeg ind i mediokritet, uorden og forvirring.

Tilbageblik: Den usagte forvandling

Når jeg tænker tilbage på mine tidligere rejser til bjerg Jiuhua de sidste to år, er minderne stadig levende. Oprindeligt var mit sind fyldt med tanker om den besværlige rejse, de store udgifter, den fysiske smerte og de enkle overnatningsmuligheder. Men da jeg i ro reflekterede over de forandringer, der skete i mig selv, min familie og min virksomhed efter hver pilgrimsfærd, måtte jeg indrømme, at hvert besøg på bjerg Jiuhua bragte subtile, men dybtgående indre forandringer – forandringer, der var uantageligt reelle og overvældende positive. Mine familiemiljøer blev mere harmoniske, negativitet i virksomheden aftog, og de sidste to år er der dukket flere velgørere op i mit liv.

Hver hjemkomst fra bjerg Jiuhua betød både tab og gevinst. Den afgørende indsigt var, at det, jeg mistede, var ting, jeg længe havde ønsket at slippe, mens det, jeg fik, var sande, livsforvandlende skatte.

At kunne besøge bjerg Jiuhua tre gange er uden tvivl et tegn på min dybe karmiske forbindelse til dette hellige sted. Jeg er taknemmelig for bjerg Jiuhuas velsignelser og Kṣitigarbha Bodhisattvas medfølende beskyttelse. Hans vejledning hjælper ikke kun mig med at opløse mine karmiske hindringer, men giver mig også løbende kraften fra den store løfte, og styrker min beslutning om at fortsætte min kultiveringsvej.

Den første rejse: Slippe, opløsning af karma og praksis i medfølelse og generøsitet

Nøgleord: Slippe, medfølelse, givende sind

Min første rejse til bjerg Jiuhua gav mig en ny forståelse af at slippe. På blot en uge udførte jeg flere bukninger, end jeg havde gjort i hele mit liv. Følgende gruppen steg jeg fra bjergets fod til toppen, tog tre skridt og bukkede hvert eneste. Hvert skridt fordybede min indre ro og styrke. I de tidlige morgentimer, omkring klokken to eller tre, deltog jeg i buddhistiske ritualer sammen med munke. Selvom jeg var fysisk udmattet, blev mit sind stadig klarere.

I begyndelsen af den tre-skridts, én-buk-vej var mine knæ ømme, mit sind uroligt, og jeg blev nemt distraheret. Men mens jeg fortsatte med at bukke, blev mine tanker gradvist roligere. Det føltes, som om hele verden var forsvundet, og kun jeg selv, stien under mig og de oprigtige bønner i mit hjerte var tilbage – i håb om at modtage Kṣitigarbha Bodhisattvas velsignelser. Fra fysisk overgivelse til åndelig frigørelse oplevede jeg virkelig en tilstand af harmoni mellem krop og sind.

Gennem hele pilgrimsfærden udførte vores lærer og medpraktikanter gentagne gerninger af ofring – ofring til munke, madgivning, donationer og dedikation af fortjenester til alle følsomme væsener. Gennem lærerens undervisning og dharma-samlingerne indså jeg, at den medfølelse, Buddha lærer om, adskiller sig væsentligt fra den medfølelse, vi normalt forstår.

Min opfattelse af rigdom forandrede sig også gennem disse ofringer. Oprindeligt gav jeg ud af pligt, fordi alle andre gjorde det. Så begyndte jeg at konkurrere i at give, nogle gange gav jeg modstræbende. Gradvist skiftede jeg til at give med letthed og til sidst med glæde. Det givende sind blev forstørret og hævet gennem vedvarende handlinger af generøsitet.

Gennem denne pilgrimsfærd forstod jeg gradvist: at give er ikke at miste, men at blive befriet og forvandlet. Kun ved at give kan vi skabe plads til det, der virkelig er nødvendigt. Kun gennem vedvarende generøsitet kan vi udvikle os fra mængde til kvalitet og dermed rumme endnu større velsignelser. De verdslige bekymringer om berømmelse og rigdom, der engang optog mig, virkede nu ubetydelige i den åndelige atmosfære på bjerg Jiuhua.

Denne oplevelse lærte mig dybtgående, at sand visdom ikke måles på, hvor meget vi ejer, men på, hvor meget vi kan slippe. Bjerg Jiuhua hjalp mig med at bryde fri af mentale fængsler og finde ro, visdom og styrke gennem medfølelse og det givende sind.

Den anden rejse: Integration af forretning og zen og troens kraft

Nøgleord: Forretning og zen, tro, kulturel selvtillid

På min anden rejse til bjerg Jiuhua gav min lærer mig tilfældigt fire ord – "Forretning og zen". Disse ord blev et vejlys, der oplyste min fremtidige vej.

Efter at have været i forretningslivet i næsten to årtier indså jeg, at forretningsprincipper danner grundlaget for en iværksætter, mens et zen-sind er kilden til sand glæde. Handel og åndelig praksis er ikke modstridende kræfter – de supplerer hinanden – "Forretning understøtter vejen, og vejen forstærker forretningen." At integrere zen i forretning giver mig mulighed for at forblive klarsynet og rolig i en hård konkurrence, og træffe beslutninger og opbygge partnerskaber med medfølelse og visdom.

Da jeg så de høje, alvorlige og strålende statuer af buddhaer og bodhisattvaer på bjerg Jiuhua, blev jeg dybt bevæget. Disse statuer er ikke kun kunstværker – de er dybe symboler på kinesisk tro. De har stået i årtusinder og vidnet om utallige bønner og løfter. I det øjeblik indså jeg med ny klarhed: Kineserne har tro. Denne tro er dyb og vedvarende og ikke mindre betydningsfuld end nogen anden civilisations i verden.

Denne indsigt knuste mine tidligere opfattelser. Tidligere, efter at have besøgt snesevis af vestlige katedraler – og beundret deres herlighed, pragt og den dedikation, der er lagt i dem gennem generationer – havde jeg engang ment, at troen var stærkere i Vesten. Men da jeg stod foran disse buddhistiske statuer, forstod jeg, at vores egen åndelige arv er lige så, hvis ikke mere, kraftfuld.

Den tredje rejse: Fuldstændig overgivelse og opfyldelse af det store løfte

Nøgleord: Det store løfte, overbevisning, opfyldelse af ønsker

Denne gang oplevede jeg et endnu dybere niveau af overgivelse – at slippe arrogance, vrede og indre lidelse. Kun ved at slippe kunne jeg skabe plads i mit hjerte til at forbinde med Kṣitigarbha Bodhisattvas store løfte, som igen opfyldte mit eget. Mit løfte var ikke længere en abstrakt idé – det blev klart og konkret, som et fyrtårn, der fører min fremtid.

Denne tredje pilgrimsfærd var den mest fuldkomne og opfyldende. Jeg besøgte næsten alle de berømte templer på bjerg Jiuhua, udførte hundredvis af bukninger, og overraskende blev hvert lille ønske, jeg havde, hurtigt opfyldt, som om det direkte var velsignet af buddhaer og bodhisattvaer. Alt føltes perfekt arrangeret, og jeg oplevede en hidtil uset fornemmelse af opfyldte ønsker, dyb åndelig rigdom og stor taknemmelighed.

Jeg følte virkelig, at når vores ambitioner ikke er rodfæstet i selviskhed – når vi handler selvligt og uden bånd – så samarbejder universet om at hjælpe os.

Taknemmelighed og fremad

Jeg er dybt taknemmelig over for bjerg Jiuhua, Kṣitigarbha Bodhisattva og alle velgørerne, der har støttet mine tre pilgrimsfærder.

Disse rejser har styrket mit store løfte og dybet min forståelse af troens usynlige kraft. I Kṣitigarbha Bodhisattvas store løfte – "Hvis helvede ikke er tomt, sværger jeg ikke at opnå Buddhaskab" – har jeg forstået den sande betydning af den uendelige løftes rejse.

Sand åndelig praksis handler ikke kun om pilgrimsfærder – den ligger i den vedvarende anvendelse af tro i det daglige liv, helt til slutningen af vores eksistens, hvor kraften af vores løfter aldrig ophører.

Leo, 6. marts 2025, Shenzhen